Close

Geir Sundstøl: Langen ro

hubrocd2576
 

 
CD/LP iTunes/Apple Tidal Spotify
 
Release: October 28
 
Guitarist and instrument collector Geir Sundstøl appeared on over 260 albums as a session player and sideman before he released his solo debut “Furulund” in 2015. After 27 years as a professional musician he finally took the big step, and was rewarded with glowing reviews and a Norwegian Grammy (Spellemannspris) nomination.
 
Mojo described Sundstøl’s debut album as “a soothing series of languid guitar soundscapes that blend Cooderesque western warmth with a twilight Norwegian chill.” The British magazine HiFi+ highlighted “the great choice of sounds” and the Norwegian music writer Terje Mosnes referred to the “musicianship that doesn’t shout, but that wins the listener over through the subtle tonal diversity that gradually emerges, making each listen a new experience.”
 
Now, a year later, Geir Sundstøl is following up his success with a new album that is even more fully realised. “Langen ro” offers a wide range of genre references and an original and distinctive sound. Sundstøl’s music has clearly cinematic features, while at the same time retaining a subdued and linear quality that is reminiscent of ambient. Sundstøl himself said that here he wanted to make an album of “underwater music”. Synthesizers play a more important role on “Langen ro”, and he even offers us an original (and synthesizer-free) take on Giorgio Moroder’s “Tony’s Theme” (from the Scarface OST).
 
Sundstøl composed, or “invented”, as he prefers to describe it, most of the material on the album, but the traditional folk tune “Gråtarslaget” is also packaged in a new way here.
 
Whereas Sundstøl’s debut album “Furulund” was recorded over an extended period of time in Sundstøl’s home studio, “Langen ro” was recorded in the course of a few days at St James’s Church in the centre of Oslo. The church is often used for recordings and concerts due to its superb acoustics. As on “Furulund”, Geir collaborated with engineer Bård Ingebrigtsen, and among his guests are a number of first-class musicians and friends, including keyboardist David Wallumrød (Spirit in the Dark, Needlepoint) and drummer Erland Dahlen (Nils Petter Molvær), who also appeard on “Furulund”. Bass player Nikolai Eilertsen (Møster!, Elephant 9, Band of Gold), drummer Martin Langlie, violinist Erik Sollid (Valkyrien) and percussionist Martin Winstad (Bernhoft) are casting their spell on Sundstøl’s music for the first time here.
 
Sundstøl is still very much in demand as a musical collaborator regardless of genre, and this autumn he is touring extensively as a member of Nils Petter Molvær’s group.

Share:

hubrocd2576

Reviews:

  1. Wat een heerlijk album is Langen Ro weer geworden. Gitarist, multi-instrumentalist en instrumentenverzamelaar Geir Sundstol heeft in totaal aan meer dan tweehonderdzestig albums als sessiemuzikant (van A-Ha tot Nils Petter Molvaer) een bijdrage geleverd. Waanzinnig, zeker ook als je erbij rekent dat hij nog maar pas – vorig jaar – zijn solodebuut vierde. Daarmee trad hij voor het eerst uit de schaduw van zijn bekendere sidemen. Hij zag zich ervoor beloond met lovende reviews en een nominatie voor de Noorweegse Grammy (Spellemanspris heet het ginds). Grote moeilijkheid is dat dit alweer geen album is dat een miljoenenpubliek zal bereiken. Ten onrechte, want Sundstol levert met dit album een pracht van een prestatie. In tussentijd zit een muzikale wereld verborgen die zich in acht tracks aan de aandachtig luisterende muziekfan prijsgeeft. Sundstol zelf zocht en creëerde “underwater music”. Daaronder valt een sfeervolle muzikaliteit te verstaan die zich niet zo gemakkelijk laat beschrijven. Nu, de tracks werden zonder al te gek veel poespas opgenomen in St James Church in het centrum van Oslo. We stellen het ons zo al voor: Sundstol in een klein kerkje met een ontelbaar aantal muziekinstrumenten rond zich. Waarom een kerkje en geen studio, vraagt u zich misschien net als ons af. Het voor de hand liggende antwoord is: omwille van het erg warme geluid dat je niet in een studio voor elkaar krijgt. En zo komt het dat in de loop van enkele dagen Sundstol dit prachtwerkje voor elkaar kreeg. En dat heeft deels te maken met de nogal ijle ambientsfeer die rond het album hangt. Als geluidsingenieur vertrouwde hij Bard Ingebrigtsen. En ook al is het strikt genomen een soloalbum, toch kan Sundstol haast niet anders dan wat eersteklasmuzikanten op te trommelen, zoals onder meer keyboardist David Wallumrod (Spirit In The Dark, Needlepoint) en drummer Erland Dahlen (Nils Petter Molvaer) die ook al op voorgang Furuland te horen was. Daarnaast zijn er gastrolletjes voorzien voor Nikolai Eilertsen op bas (Moster, Elephant 9, Band Of Gold), drummer Martin Langlie, vioolspeler Erik Sollid (Valkyrien) en percussionist Martin Winstadt (Bernhoft). Zodat er alsnog een heel ensemble rond Sundstol te vinden is, ook al neemt die de leidende rol hier op zich. Het album heeft een erg organische en bovenal bijzondere warme klank. Te situeren ergens tussen instrumentale folk, impro en jazz. Acht kleine miniatuurtjes, kleine atmosferische klanklandschapjes die deel uitmaken van een erg fraai, naar cinema neigend geheel. En met een track als Tony’s Theme, waarop Sundstol iets te gek doet met de classic Moroder tune uit Scarface, besef je dat hier muziek van een hogere orde opduikt. Niet voor de hand liggend om de synths uit het origineel weg te denken, maar Sundstol en co slagen er meer dan degelijk in. Het geeft goed aan hoe deze bende een erg rijp en intelligent album in elkaar steekt, zonder zich er nadrukkelijk voor op de borst te willen slaan. Integendeel, de kans is best groot dat Sundstol en co heel timide blijven bij deze fantastische prestatie. De grootste sterkte is hier dan ook net het subtiele. . En dat uit zich ook in de erg sobere hoes die een waterrijk natuurlandschap toont. Meesterlijk, zoals onder meer blijkt uit Los waarbij Sundstol (op pedalsteel, zessnarige bas en Moog MiniTaur) en Wallumrod (klarinet, piano, gefluit) elkaars talenten verrijken. Overigens is het best te lovenswaardig dat Sundstol de vele instrumenten die hij verzamelt (o.a. National Duolian, Shankar Guitar, xylofoon, basdrum,..) ook bespeelt of op zijn minst leert bespelen. Maar ook volledig solo, zoals tijdens Rok en Baris weet hij indruk te maken. Langen Ro blinkt uit in een haast onevenaarbare, evocatieve kracht. Laat u dan ook probleemloos tot deze muzikale reis verleiden, want dit soort muziek is wat ons betreft tijdloos en verdient het bij uitstek om ten alle tijde gewaardeerd en geprezen te worden.
    - Written in Music, Philippe De Cleen (NL)

  2. Du har garantert hørt gitaren til Sundstøl før, da han har spilt på mer enn 260 utgivelser av andre artister. Nå er han ute med sitt andre album på egen hånd, som har fått tittelen «Langen ro». Skjønt, helt på egen hånd er han ikke. Debutalbumet «Furulund» ble i fjor nominert til Spellemann, og jeg blir overrasket dersom ikke det samme skjer med dette albumet. Sundstøl backes opp av andre solide musikere: David Wallumrød (tangenter), Erland Dahlen og Martin Langlie (trommer), Nikolai Hængsle Eilertsen (bass), Martin Winstad (perkusjon) og Erik Sollid (fele), på en helstøpt instrumental utgivelse. Albumet åpnes av tittelsporet som gradvis endrer rytme og stil, fra en sped begynnelse med forsiktige drag over strengene, via en basstung midte, til et fyldigere sluttparti. Deretter går det i småseige westernaktige toner på en omarbeidet norsk folketone, fulgt av en ny vri på «Tony’s Theme» fra soundtracket til Scarface. Albumet er spilt inn i Jakob kirke, og den naturlige roen som ligger i kirkerommet er fint overført til låtene som følger. Sundstøl holder det behagelig dempet hele veien, og viser igjen at han står godt på (nesten helt) egne musikkbein.
    - Deichman Blogg (N)

  3. C’est aux côtés de Nils Petter Molvaer, il y a deux ans, qu’on découvrait le guitariste norvégien Geir Sundstøl. Après avoir adoré son Furulund, déjà publié sur le label Hubro, on fond comme la neige d’un fjord au soleil à l’écoute de Langen Ro, album d´un et terre. Seul ou en quintet, Sundstøl développe un répertoire de son cru, hormis une cuiseuse reprise de Giorgio Moroder. Les glissandi de son pedal steel (instrument à cordes et à multiples pédales, au son country) comme la reverb qui embrasse sa National Duolian (guitare folk en métal) rendent la musique onirique, cinématographique et bouleversante. Entre le Grand Nord et les Appalaches, c’est en première classe qu’on embarque ici pour un voyage de 35 minutes, presque trop court.
    Jazz News, Louis Victor – “Indispensable” (FR)

  4. To say that Geir Sundstøl brings experience to his sophomore solo release Langen ro is an understatement of huge proportions. Prior to issuing his solo debut Furulund in 2015 and with nearly three decades of professional experience under his belt, the guitarist’s name could be found on more than 260 albums as a session player and sideman. That deep background is evident throughout the new album, not ostentatiously but subtly in the way Sundstøl and company breathe the songs into being. Though Sundstøl himself declared that he wanted to craft an album of “underwater music,” the term doesn’t accurately capture the nature of the material. A better description would reference its heartfelt folk quality, emphasize the predominantly acoustic presentation, and mention how central Sundstøl’s pedal steel is to the album (one track, “Rok,” features the instrument only). Wistful, soothing, nostalgic, comforting, lyrical—all such words come to mind as this lovely thirty-six-minute set fills the air. Recorded at St James’s Church in the centre of Oslo, the album supplements the leader’s pedal steel, banjo, and guitars (National Duolian, Shankar) with contributions from keyboardist David Wallumrød, violinist Erik Sollid, bassist Nikolai Eilertsen, and percussionists Martin Winstad, Erland Dahlen, and Martin Langlie. Yet while the range of sounds is plentiful and each arrangement rich in detail (as attested to be the instrument credits included in the album booklet), the primary selling-point for Langen ro is the songwriting. Just as it should be, the musicians collectively operate in service to the music, each one attuned to Sundstøl’s vision and doing what they can to help realize it. There’s a strongly evocative character to the songs as well, a cinematic dimension that’s overtly signified by the cover of Giorgio Moroder’s “Tony’s Theme” (from the Scarface soundtrack) on the album. Much of the album is performed at a slow tempo that bolsters its entrancing effect. Co-composed by Wallumrød and Sundstøl, the title selection introduces the album with seven minutes of swoon, the pedal steel carrying the melody as it does so often elsewhere. With harmonica, musical saw, blossombells, and other sounds adding to the overall shape, the track sets the bar high at the outset. Subsequent to that, the downtempo rendering the musicians give to the swaying melodies of the traditional folk tune “Gråtarslaget” lends the material a decidedly Eastern feel, while the feeling of heartbreak and longing is never more pronounced than during “Los.” Sundstøl’s playing on “Florianer” might understandably be described as Cooder-esque, though that’s no bad thing when the result is so transfixing. On an album with many a track to recommend, the quietly blissful “Florianer” might be the most captivating, especially when the players give themselves over so completely to the folk ballad’s stirring themes. Sundstøl’s sensitive handling of the material is evident throughout this quietly triumphant album, and it therefore hardly surprises that he remains in demand as a musician, with an artist such as Nils Petter Molvær calling on him recently to join his touring outfit.
    - Textura.org (CA)

  5. There is nothing ordinary about the music of Geir Sundstøl. Not his dreamlike compositions. Not his singular expressionism on pedal steel. His choice of instrumentation is anything but conventional, and when he needs something unavailable, he sits down and invents it from scratch out of sheer imagination. Some of this talent is due to his vast experience in a diverse array of projects. Some of it is due to a creative drive that clearly has no concept of obstacles or boundaries. His newest album Langen ro benefits from all of that, and it’s why it’s one of the most enchanting albums to come out all this year. All the compositions are originals, aside from two. Sundstøl gives the funhouse mirror treatment to the melody of folk tune “Gråtarslaget” and, at the other end of the pop culture spectrum, a rendition of “Tony’s Theme” that is more laid-back than the title-character of Scarface ever conceived of being. At its core, Sundstøl has a trio of himself, keyboardist David Wallumrød and percussionist Erland Dahlen with a number of guests. But really, this album is about piecing together any personnel and instrumentation required to fill out Sundstøl’s unique imagery of jazz improvisation, Nordic folk, ambient minimalism and chamber music. There is no core, really. It’s about imagery and the vision it sources from. The music is mesmerizing, not catchy, experiential, not immemorial. It’s music to be lived in the moment and only in the moment, but Sundstøl, thankfully, makes that moment last a very long time. This is a seriously captivating album. Your album personnel: Geir Sundstøl (pedal steel, six string bass, banjo, xylophone, bass drum, cymbal, harmonica, cümbüs ̧ National Duolian, Shankar guitar, 5-string banjo, Moog MiniTaur, log drum, maraccas, pump organ, pianochordia, concert harp, marxophone, tubular bells), David Wallumrød (piano, Wurlitzer, Clavinet D6, Prophet 5, whistling), Erland Dahlen (blossombells, snare drum, metal plate, marching toms, xylophone, mini xylophone, musical saw, bass drum, Schulmerich handbells, finger cymbal, metal spring, frame drums, steel drum, lego case, whistling) and guests: Nikolai Eilertsen (bass), Martin Langlie (drums, percussion, processed percussion, modular synth), Erik Sollid (violin) and Martin Winstad (bass drum, timpani, cymbals, triangle, log drum, shekere, satellite bell, woodblocks, cowbells).
    - Bird Is The Worm (US)

  6. Geir Sundstøl can coax sounds from his guitar that seem to emerge from another world. The Norwegian guitarist’s second album Langen Ro takes his Wild Western-inflected instrumentals and opens them up to the cosmos. Sundstøl is a man of experience: prior to releasing his acclaimed first solo album Furuland last year, he appeared as a sideman on some 260 records, making him the most frequently heard musician on Norwegian radio. He was allegedly an inspiration for the villainous crook Gaear Grimsrud in the Coen Brothers’ film Fargo. With a career spanning jazz, blues, folk, country and rock, you might expect Sundstøl’s solo work to draw on the musical past, and to fit neatly into a predetermined genre. You’d be wrong. Instead, Langen Ro’s eight tracks take on a sprawling instrumental journey through allusions and echoes. There are moments of Americana, and passages that draw upon Norway’s distinct avant-jazz scene. Too propulsive to be called ambient and too free-flowing to be dubbed post-rock, Langen ro plunges listeners into Sundstøl’s cinematic sound world.
    - Jocks and Nerds Magazine (UK)

  7. Was für ein traumhafter Einstieg in ein Album. Slide-Gitarren in bester Pink-Floyd-Manier treffen auf schwebende Keyboardklänge, die sich kongenial mit Postrockperkusssion und Elementen zu traumhaften knapp siebeneinhalb Minuten verknüpfen. Geir Sundstøl hat bereits auf vielen Alben anderer Künstler mitgewirkt, mit Langen Ro veröffentlicht der Gitarrist nun sein zweites Soloalbum seit 2015. Und da dieses von Kritikern wie Fans sehr gelobt und gemocht wurde, hat er reht schnell für Nachschub gesorgt. Das direkt aus dem Titelsong hervorgehende “Gråtarslaget” bleibt bei den wunderbaren Slidegitarren, mischt jedoch ein Banjo oder ähnliches mit hinein und erdet den abgehobenen Sound so ein wenig, ohne die Atmosphäre zu zerstören. “Tony’s theme“ wartet dann mit E-Gitarrenklängen auf, die direkt wieder an Floyd denken lassen. Das wird von akustischer Gitarre und der sanften Perkussion dann noch verstärkt. Das Stück durchwatet tiefe Traurigkeit bis zur sanften Melancholie und wird durch die gefühlvoll eingesetzte Elektronik pure Stimmung.
    Natürlich könnte ich jetzt alle acht Stücke in ähnlicher Weise beschreiben, was jedoch nur in eine Überflutng der Vokabeln wundervoll, wunderschön, floydig und so weiter führen würde. Langen Ro ist von vorne bis hinten perfekt produzierter sanfter Artrock voller Melancholie und wunderschönen Stimmungen. Hier betört jeder Klang und vor allem die E-Gitarre sticht mit ihrem unglaublichen Klang heraus, obwohl sie gar nicht omnipräsent ist. Freunde von Gitarren, die wie die von David Gilmour klingen, eingebunden in einem etwas folkigeren Rahmen, kommen hier voll auf Ihre Kosten. Perfekte Herbst-/Wintermusik.
    - Music an Sich, Wolfgang Kabsch 19/20 (DE)

  8. Divine, desert-blues instrumentals – from Norway. Over decades, Norse guitarist Sundstøl has contributed to albums by acts from A-ha to Nils Petter Molvaer, but last year he released his solo debyt. He returns with a band of strong jazz pedigree for this set of luminous and liquescent instrumentals, which reflect a decidedly Cooder-ish classicism but also recall modernists like William Tyler. Recorded in an Oslo church, Langen Ro sees Sundstøl adding synthesisers to a strings arsenal that includes Shankar, vintage National and pedal-steel guitars and banjo, cutting desert/country-blues abstraction and subtle electronic ambience, as on his version of traditional Norwegian folk tune “Gråtarslaget”. Reworking Moroder´s Tony´ Theme”, minus synths, is a nicely twisted touch.
    - Uncut, Sharon O´Connel 8/10 (UK)

  9. Gitarist, komponist, og musiker Geir Sundstøl er ute med sitt andre soloalbum i disse dager. Hans forrige og første soloalbum, Furulund, kom ut i fjor, og nå i høst følger han altså opp dette med Langen Ro. Mannen som kom til verden en høstdag i 1969 spiller vel på det meste med strenger på, og han har vel vært med på i overkant av 260 plateinnspillinger i sin karriere så langt. Han har turnert med folk som Jimmie Dale Gilmore, og han har spilt med det meste som kan krype og gå her til lands. Av instrumenter han er kjent for å traktere, kan man jo for ordens skyld nevne; Gitar, marxophon (en hundre år gammel amerikansk oppfinnelse det er litt vanskelig å definere med ord), mandolin, pedalsteel, lapsteel, tapsteel, banjo, dobro og bouzouki, for å nevne noen. I tilleg får han en jævla flott lyd ut av munnspillet. Jeg har faktisk ikke hørt hans første soloplate ennå, men til gjengjeld har jeg forsvunnet temmelig langt og mye inn i Langen Ro. Jeg sier «forsvunnet inn i», for det er nettopp det som skjer når denne musikken fyller tilværelsen. Denne musikken er som en ordløs og sterk naturfilm. Den vekker ordløse tanker om alt som befinner seg rundt oss, og for min del vil det si natur. Skog, elever, sletter, fjell og innsjøer. Ordløse tanker er kanskje bare følelser som er nedtegnet i vår gensystem. Urfølelser som dreier seg om nordisk natur, og som vekker det triste (først og fremst) i oss. Som et slags vemod som hele tiden hviler over naturen vi befinner oss i, særlig når vi snakker om høst og vinter, når nesten alt sovner inn rundt oss. Når det som nylig var en spire faller dødt til den frosne bakken, og når store trær atter en gang går i dvale. Jeg finner mye av den skandinaviske, litt mørke og ensomme folkesjela i Sundstøls musikk, og jeg kjenner hele tiden på hvor vakker denne melankolske sinnstemningen de fleste av oss bærer rundt på er, og på hvor dypt den ligger nedplantet i vår sjel, enten vi er klar over det, eller ei. Det er trist på en sunn og vakker måte. Kanskje er det bare et iboende vemod over tingenes tilstand, i tiden som hele tiden kommer, kun for å forsvinne igjen. Sundstøls tone, er den blåeste tonen jeg kjenner til, om vi kjapt legger til Rypdal og et par andre skruer her på bjerget. Det er blått og vakkert. Det er trist, og det stikker dypt. Det å gå rundt med Langen Ro i hode og hjerte når hunden skal luftes her i skogen hvor jeg bor, blir bare en bekreftelse på at Sundstøl komponerer stemninger som rett og slett hører hjemme i naturen som omgir oss, og der du vil, forsåvidt. Han setter lyd på følelsene jeg får når jeg skuer ut over Osensjøen, eller kaster blikket over skoglandskapet som omringer oss her inne i skogen. Dette gjelder også på makronivå, når du står der å betrakter en trestamme på nært hold, eller går forbi en sten som stikker seg litt ut i landskapet. Det gjelder ekornet som løper opp i nærmeste tre, og det gjelder elgen som står der inne i skogdypet i all sin ensomme majestet. Ja. Alle disse stemningene vekkes i meg, samtidig som jeg bare kan sitte her på gutteromet og bare drømme meg opp et sted hvor jeg vil være når strengene vibrerer i kirkerommet hvor disse komposisjonene er spilt inn, sammen med de andre helt utrolig eminente musikantene. Alle disse følelsene, all denne stemningsfulle lyden, fungerer som en liten reise i egne fantasilandskaper, eller som en liten flukt inn i det tidløse. Der tiden er ubetydelig og ingen klokker tikker. Geir Sundstøl har som sagt fått med seg en flott gjeng musikanter på dette albumet. Jeg nevner i fleng: Martin Langlie – trommer og perkusjon, Erlend Dahlen – alt du kan slå på, David Wallumrød – diverse tangenter, Nikolai Hængsle Eilertsen – bass, Martin Windstad – trommer og andre ting det er fint å slå, kakke forsiktig på, og Erik Sollid – strykere. Geir Sundstøl selv, spiller en hel flåte med instrumenter her. Sånn er det med den saken Jeg finner ingen grunn til å trekke frem noen av komposisjonene her, for dette albumet henger nøye sammen sånn jeg ser det. Dette er rett og slett en liten, eller en stor reise/tankeflukt der tankene settes fri samtidig som de jobber for full maskin. Forstå det en som vil, men akkurat sånn blir jeg nødt til å beskrive mine opplevelser av Langen Ro. Og «Langen Ro», er såvidt jeg vet, en innsjø. Om jeg skal nevne noen andre artister her, artister som skaper musikk som kan minne om denne, er det jo forsåvidt lett for meg å trekke frem et par mann som jeg har hørt ganske mye på opp gjennom årene, og da snakker jeg for eksempel om Ry Cooder. Filmusikk-Cooder, that is, og Daniel Lanois, mest når han er instrumental. Men dette er ikke noe det er nødvendig å si, for Sundstøls musikk lever i en helt egen dimensjon, og jeg skal få lov å si det. Det er stemninger og følelser her jeg finner temmelig unike, og sånn blir det jo ofte når komponisten er av Sundstøls kaliber. Vurdering: Dette er det vakreste, og kanskje det blåeste, jeg har hørt til nå i år. Jeg blir ydmyk, litt mindre og litt større av dette, og dermed en bedre mann, vil jeg anta. Langen Ro anbefales på det varmeste.
    - The Wilhelmsens (NO)

  10. Full transparens: Geir Sundstøl er fra min hjemby, Halden, og en bekjent av meg gjennom snart tre tiår. Men jeg må likevel benytte anledningen til å si meg enig med Fredrik Wandrup som i Dagbladet mandag ga Geirs andre soloplate, Langen ro, oppfølger til fjorårets Furulund, en sekser på terningen. Langen ro er åtte instrumentale musikkstykker som, antakelig utilsiktet, spenner opp en vakker og svaiende bro mellom Ry Cooders mest atmosfæriske filmmusikk og 1970-talls-fenomenet Tubular Bells. Den usannsynlige gigantselgeren som skaffet Mike Oldfield både halve kongeriket og prinsessa, Anita Hegerland. Geir får hjelp av yngre nøkkelmusikere i norsk musikkverden; David Wallumrød, Erland Dahlen, Martin Langlie, Martin Winstad, Nikolai Hængsle Eilertsen og Erik Solid og sammen begår de storverk. Geir spiller følgende; pedal steel gitar (mye pedal steel gitar!), seks strengs bass, munnspill, cümbüs (?), 5-strengs banjo, National Duolian, Shankar Gitar, Moog MiniTaur, log drum, maraccas, pumpe orgel, guitar banjo, xylophone, basstromme, cymbal, pianochordia, konsertharpe, marxophone og, merk, Tubular Bells. Faktum er at dette er helt på kanten, det finnes en ikke ofte håndhevet forskrift som sier at ingen musikere har anledning til å spille mer enn tjue instrumenter på en plate, Geir klokker her innpå nitten. Puh! Men resultatet er til gjengjeld magisk. Musikalsk alkymi. Lydspor til en film som er helt overflødig. Musikk som bare har en ting på agendaen; være ren musikk. Titlene sier sitt om hva dette dreier seg om (right!); Langen ro, Gråtaslaget, Tony´s Theme (fra Scarface-soundtracket), Los, Florianer, Røk, Baris, Bek. Enda mer transparens: Coverfotoet er tatt av min gode venn, Raymond Mosken, hengende i et helikopter høyt over Langen ro.
    - Popklikk, Tom Skjeklesæther (NO)

  11. Geir Sundstøl hadde medverka på over 260 plater før han våga seg frampå med den første soloplata si, Furulund, for ganske nøyaktig eit år sidan. Framleiks er Sundstøl travel med å spela på platene til andre, og i haust skal han turnera ganske intensict med så vidt ulike artistar som Stein Torleif Bjella og Nils Petter Molvær. Debuten i fjor fekk fortent ros hjå kritikarane, men Furulund gav på ingen måte ved dørene. Fleire av låtane var diffuse lydlandskap som kravde mykje av lyttarane, men ein fekk løn for strevet. Langen ro har i stor grad dei same kvalitetane, men plata er meir melodibasert og såleis lettare tilgjengeleg. Sundstøl har likevel gjennomarbeidd arrangementa på utruleg sofistikert vis, og sjølv om det er fleire musikarar involvert og instrumentariet meir mangfaldig, er det framleis streng økonomisering med verkemidla. Her er det lagt ned mykje arbeid og mange studiotimar for å oppnå eit heilt bestemt lydbiliete. “Baris” er eit framifrå døme på dette. Her spelar i tillegg Sundstøl alle instrument. Tittellåten “Langen ro”, brureslåtten “Gråtarslaget”, Giorgio Moroders “Tony´ theme” og “Florianer” gjer denne plata meir inviterande og reflekterer i stor grad det konsert- og medmusikanten Geir Sundstøl held på med til dagen. Vel verd å låna øyro til.
    - Dag og Tid, Lars Mossefinn (N)

  12. ALBUM: Geir Sundstøl er den typen musiker som blir kalt en «hemmelighet». Han har medvirket på 260 plateinnspillinger som spesialist på diverse strengeinstrumenter og er stadig å se på konserter med kjente musikere. Han står i bakgrunnen, mens vantro tilhørere peker og hvisker: «Hvem er han der?» fjor kom hans første soloprosjekt, «Furulund», en oppvisning i avansert musikalitet. Nå er oppfølgeren her, «Langen Ro». Åtte instrumentalstykker, der Sundstøl spiller sammen med seks toppmusikere som må føle det som et privilegium å få være med. Plata bølger av poetisk less-is-more-magi. Dette er filmmusikk for underlige drømmer og fantasilandskap. Ry Cooder møter Myllarguten i alt fra folketonen «Gråtarslaget» til temaet fra filmen «Scarface». Men først og fremst er låtene Sundstøls egne; harmonier som glir lik musikalsk massasje gjennom kropp og sjel. Tonene presses til bristepunktet før de setter kurs for himmelen. Og der blir de.
    - Dagbladet, Fredrik Wandrup 6/6 (N)

  13. Det føltes veldig merkelig at fjorårets strålende “Furulund” bare var gitarmester Geir Sundstøls debutalbum. Musikertalentet har jo tross alt medvirket på cirka 250 andre plater med norske artister av forskjellig karakter og er i høst opptatt i bandene til både Bjella og Molvær. Men du verden hvor flott og billedrik musikk han lager på egen hånd. Gi den mannen en film! De tidvis Cooder-esque lydlandskapene han frembringer med sin egen enorme samling rare instrumenter, og noen gode musikervenners likedan, er slående, mektige og maleriske. Det er endog en personlig tolkning av “Tony´s Theme” fra “Scarface” her. Elementer av norsk folkemusikk dukker opp i en tumbleweed-aktig versjon av “Gråtarslaget”, de mange eksotiske instrumentene påkaller andre verdener igjen, men den gjennomgående tonen er hentet ut av østlandets Amerika. Vakker musikk for enslige, sene kvelder og tidlige morgener.
    - Dagens Næringsliv, Audun Vinger (N)

  14. Geir Sundstøl, der neben einigen Jazzgrößen wohl bereits mit a-ha gespielt hat, verarbeitet auf seinem zweiten Solowerk so unterschiedliches wie Giorgio Morodor und norwegische Traditionals auf verschiedenen Saiteninstrumenten. Durch kompositorische Sorgfalt und ein gutes Händchen für entspannt auf- und abebbende Sounds ist dennoch eine im weitesten Sinne „ambiente“ Musik dabei entstanden.
    - African Paper (DE)

  15. Dette kan virke både motstridende og paradoksalt, men jeg mener at det visuelle akkompagnementet er av større betydning enn man skulle tro i møte med instrumentalmusikk. Det er gjennom å underbygge stemningene i det visuelle at filmmusikk kan ha en så sterk effekt som den har i hendene på en Bernhard Herrmann eller Elmer Bernstein, og det er heller ingen grunn til å underslå lyssettingen og sceneeffektene som bistår for eksempel elektronikaartister som spiller instrumentalmusikk – eller for den saks skyld klærne eller kostymene hos en jazztrio med små ressurser og ingenting annet å skjule seg bak. Du kommer langt med ståbass og en kul dress, for å si det sånn. Poenget er at fraværet av en sanger og «naturlig» frontfigur gjør at du som lytter eller tilskuer ser etter andre veier inn i musikken.Dette kan virke både motstridende og paradoksalt, men jeg mener at det visuelle akkompagnementet er av større betydning enn man skulle tro i møte med instrumentalmusikk. Det er gjennom å underbygge stemningene i det visuelle at filmmusikk kan ha en så sterk effekt som den har i hendene på en Bernhard Herrmann eller Elmer Bernstein, og det er heller ingen grunn til å underslå lyssettingen og sceneeffektene som bistår for eksempel elektronikaartister som spiller instrumentalmusikk – eller for den saks skyld klærne eller kostymene hos en jazztrio med små ressurser og ingenting annet å skjule seg bak. Du kommer langt med ståbass og en kul dress, for å si det sånn. Poenget er at fraværet av en sanger og «naturlig» frontfigur gjør at du som lytter eller tilskuer ser etter andre veier inn i musikken.
    Derfor er sort/hvitt-fotografiene til Raymond Mosken og Yokolands enkle coverdesign så viktige bestanddeler av supergitarist Geir Sundstøls andre soloalbum, Langen Ro, akkurat som de var det for det første, fjorårets spellemannprisnominerte Furulund. Moskens flyfoto av en grå innsjø med sorte, skogkledte små øyer og skyer som speiler seg i vannet pryder omslaget til Langen Ro, som er oppkalt etter en hytte som heter Langenro ved innsjøen Langen i nærheten av Meråker i Nord-Trøndelag. Om det er akkurat dette vannet vi ser på bildet er usikkert, men det spiller heller ingen rolle. Fotografiet er i all sin enkelhet et perfekt visuelt følge til Sundstøls stemningsfulle instrumentallåter, og helheten får dermed større mening enn musikken ville hatt på egen hånd. I samspillet mellom syn og hørsel får Langen Ro et ekstra sett med vinger.

    Moskens foto til side, det er selvfølgelig Sundstøl selv som fortjener den store honnøren her. Som en av Norges desidert mest ettertraktede gitarister (CVen rommer blant annet studiooppdrag for Bjørn Eidsvåg, Odd Nordstoga, a-ha, DDE, Jonas Fjeld, Sigvart Dagsland, Henning Kvitnes, Anne Grete Preus, Stein Torleif Bjella, Paal Flaata, Marit Larsen, Nils Petter Molvær og Dylan Mondegreen) vil jeg tro Sundstøl har et visst behov for å gjøre noe annet, noe for seg selv, og ikke bare være en «hired gun». Jeg antar også at det har vært viktig for ham å skape et musikalsk uttrykk som er helt og holdent hans eget og ikke nødvendigvis minner så veldig om det klientene ber om. Først med Furulund-albumet og nå med Langen Ro, lykkes han til de grader med å distansere seg fra «dagjobben» – dette er musikk som fremstår som både unik og særegen.En annen ting med instrumentalmusikk er at den krever en viss innsats av lytteren. Igjen vil fraværet av en sanger som hjelper deg inn i musikken være påfallende, og da trengs en annen form for konsentrasjon. Ved hjelp av sitt eget arsenal av strengeinstrumenter og andre instrumenter (coveret forteller at han blant annet spiller pedal steel, cümbüg, National Duolian, Shankar-gitar, pumpeorgel, xylofon, tubular bells og konsertharpe) og et kremlag av musikere som vet hva de holder på med, skaper han vakre og vare stemninger som bergtar og målbinder, forfører og besnærer. Å komme på innsiden av dette krever ikke stort mer enn at du spisser ører. Dette er inntagende på en riktig så effektiv måte.

    De åtte sporene som utgjør Langen Ro – for det meste egne komposisjoner – viser en tydelig helhet og vitner om både mangfoldighet og evnen til å samle trådene. En kollega skrev i sin anmeldelse en oppfordring, «Gi den mannen en film!», og det er ikke fritt for at Langen Ro i seg selv kunne vært et nydelig lydspor til en film. Geir Sundstøl har sågar transformert et velkjent stykke filmmusikk, Giorgio Moroders «Tony’s Theme» fra Scarface, og «limt» det inn i sitt eget, adskillig mer nordiskklingende lydlandskap.Og kanskje trenger også Sundstøl sin egen film å tonesette. Som arbeidsprøve betraktet ville det vært vanskelig å gjøre det bedre enn Langen Ro. Denne musikken er i stand til å fremkalle det meste innen et normalt følelsesregister, og spenner fra det sublimt vakre til det skakkjørte, skrukkete, nesten «styggpene». Det er en smal sak å trekke paralleller til Ry Cooders soundtracks av typen The Long Riders, Southern Comfort eller Paris, Texas der han med brede strøk fargelegger kinolerretet og scenene skapt av Walter Hill og Wim Wenders, men Sundstøl strekker seg langt bortenfor Cooders innflytelse. Cooder er først og fremst gitarist og viser det til de grader i sin filmmusikk, der han bruker gitaren for alt den er verdt. Sundstøls tilnærming virker mer subtil, og han gir stort rom til de andre instrumentene, både de han selv trakterer og de som benyttes av makkerne David Wallumrød, Erlend Dahlen, Martin Langlie, Martin Windstad, Nikolai Hængsle Eilertsen og Erik Sollid. Det de først og fremst har felles er evnen til å skape tydelige stemninger.

    Det er noe veldig norsk – eller nordisk – ved lydbildet på Langen Ro. Der Cooder legger sin musikk til et dystert sumplandskap i Southern Comfort eller den store tomme ørkenen og enda større blå himmelen i Paris, Texas, melder Sundstøl seg på i avdelingen for skog og tjern. I et intervju nylig kalte han riktignok det han driver med for «undervannsmusikk», og det er lett å trekke paralleller til en film av Jacques Cousteau. Det nydelige tittelkuttet er eksempelvis fullt av den type lyder du forventer som lydspor til scener med grasiøse blekkspruter og skimrende maneter i havets dyp, men selv får jeg mer assosiasjoner til nordisk natur, for det meste av den typen som befinner seg på denne siden av havets overflate. Det blir spesielt tydelig i «Gråtarslaget» som er en gammel slått fra Agder, men i bunn og grunn er jo musikk en subjektiv øvelse, så om det er undervannsmusikk eller overvannsmusikk har når det kommer til stykket marginal betydning. Platen er for øvrig spilt inn i Kulturkirken Jakob i Oslo, også kjent som Kirkelig Kulturverksteds hovedkvarter og åsted for utallige plateinnspillinger. Det er et rom med en helt spesiell klang som også gir rom for visse assosiasjoner, de være seg ditt eller datt.Det som er sikkert er at Geir Sundstøl kan spille. Jeg var faktisk ikke klar over at registeret hans strekker seg så langt utover strengeinstrumenter, men det overrasker meg slett ikke. Jeg har alltid sett for meg at han når han får øye på et instrument han ikke har sett før bare kan sette sitt alvorlige blikk i det i et par minutter for så å plukke det opp og beherske det som om han aldri hadde spilt noe annet. Så god er han.

    Musikken på soloplatene kan neppe kalles publikumsfrierier, hvor vakker den enn måtte være. Dette er rett og slett ikke musikk for massene, men akkurat massene treffer han jo i rollen som innleid hjelp for store norske artister. Solokarrieren er nok som antydet noe han først og fremst gjør for sin egen utviklings del, et nødvendig pusterom. Slik låter nemlig også musikken hans, som en form for belønning når du er sliten og trenger å tømme huet. Det er da du skal sette på låter som «Florianer» eller «Bek», to eksempler på de sundstølske lydmalerier på sitt vakreste. Lukk øynene, la deg henføre, og snurr din egen film. Det blir ikke stort finere.
    - Erik Valebrokk 5/6 (N)

  16. Norwegian guitarist and arcane instrument enthusiast Sundstøl follows his debut “Furulund” LP with eight imaginary movie excursion captured with his group in an Oslo church. The microscopically glazed sounds they whisk out of the ether on the shimmering title track and “Gråtarslaget” (based on an old Norwegian folk tune) conjure a form of mood that echoes the experiments of the original American Primitive guitarists, while “Los” presents an aural curly wurly of spectral stringed instrumts floating in space. Most intriguing is Geir´ take on Giorgio Moroder´ “Scarface”. Imagine the venerable composor´ trademark melodies fed through an ethereal guitar blender. Sundstøl calls his symphonic space blues “underwater music” but there´ something deeper going on here that´l need more than a snorkel to navigate.
    - Electronic Sound (UK)

  17. Det är det som återkommer, det som upprepas, som skapar det oemotståndliga i Geir Sundstøls instrumentala värld. Det är just som att följa flyttfåglarnas resa över året, i detta fall nära det norska landskapets renhet och dramaturgi; vi åker med på en resa med meditativa och berörande stråk.
    - Tidningen Kulturen (SE)

  18. Put on the circuit via Hubro Music on October 28th, 2k16 is Geir Sundstøl’s second solo album “Langen Ro”, following up to his 2015-released debut “Furulund” which finally came about after Geir Sundstøl was involved in way more than 200 – !!! – albums prior to that, being the dedicated session musician he is. Focusing on his own ideas and creativity here we see the artist pan out a set of eight tunes falling together as a psychedelia inducing, mostly instrumental mosaic incorporating elements of Folk and twangy Desert Blues, Ambient and some bits and bops of seemingly ritual temple music,
    maybe of Buddhist or at least South East Asian descent, whilst tunes like “Los” or “Baris” even evoke memories of laid back Hawaiian steel guitar music. This said, it’s understood that ‘real’ instruments – and mainly the very distinct guitar – are the most prominent asset here, with drums being rare and electronics, especially synths, playing only a subsidiary role in the creation of a gentle musical flow that, on the one hand, is carving out a niche of its own whilst, on the other, is perfectly working as unostentatious background music for long, hot and lazy summer days.
    - Nitestylez (DE)

  19. Dopo aver partecipato come session man alle registrazioni di più di 260 album Geir Sundstøl ha deciso l’anno scorso di pubblicare il suo primo disco solista, Furulund (Hubro, 2015). Un successo annunciato,
    celebrato anche sulle pagine di Mojo. A meno di un anno di distanza, il chitarrista norvegese pubblica il nuovo album, Langen Ro, sempre su Hubro, mescolando come sul precedente temi folk con arie classiche e languori new age distillati in lenti glissandi blues e country. Ad aiutarlo un gruppo di amici fidati: David Wallumrød, Erland Dahlen, Martin Langlie, Martin Windstad, Nikolai Hængsle Eilertsen, Erik Sollid. RILASSATO.
    - Rockerilla, Roberto Mandolini (IT)

  20. Ähnlich wie Kim Myhr (»BLOOM«) entwirft Geir Sundstøl auch auf seinem zweiten Soloalbum seine ganz eigene Variante von verträumter Americana und cineastischer Roadtrip-Stimmungsmusik. Während Myhr alles komplett alleine mit Gitarren und Elektronik ausarbeitet, setzt Sundstøl auf einen (etwas) typischeren Bandsound, wozu auch Erland Dahlen, Martin Langlie und Martin Windstad mit ihren vielfarbigen perkussiven Sounds und David Wallumrød mit Piano und analogen Synths maßgeblich beitragen.

    Sundstøl selbst kennt man, schon von seinem ersten Album sowie seit »SWITCH« in Nils Petter Molværs Band, für seine Ry-Cooder-mäßigen Steelgitarren und Banjos, doch auch zu ungewohnten Saiten- und Tasteninstrumenten wie Cümbüş, Moog Minitaur, Pianochordia und Marxophone greift er hier. »LANGEN RO« bleibt auf der gleichen Wellenlänge wie zuletzt »FURULAND«, doch die acht Instrumentals sind verfeinerter und sanfter, fügen sich zu einem harmonischen, vielschichtigen Klangbild, in dem jeder Mitmusiker elegant seinen Platz findet.
    - Nordische Music (DE)

  21. Herbstliche Ruhe findet man bei Geir Sundstøl. Der legte Langen Ro (Hubro/Broken Silence) als “underwater music” an. Will sagen: alles sehr gedämptf, schwebend, beinahe geisterhaft. Zwischen Pedal Steel und National Duolian schieben etiche Grossen der norwegischen JazzSzene ihre Klänge, uva, der grosse Erland Dahlen (perc) und David Wallumrød (Wurlitzer, Clavinet und Prophet 5). Perfekte Musif für Hochnebeltage.
    - Westzeit (DE)

  22. Auf Hubro Music wird nicht nur an der Musik von morgen experimentiert. Das norwegische Label stellt auch gerne Musiker der zweiten Reihe ins Rampenlicht. Geir Sundstøl ist so einer. Auf über 260 Releases ist er zu hören, von a-ha bis Nils Petter Molvær, aber erst 2015 erschien schließlich sein Solodebüt »Furulund«, und zwar hier. Wie sein Labelkollege Stein Urheim ist Geir Sundstøl ein souveräner Multi-Gitarrist mit einem landestypischen Sinn dafür, Genres zu mischen. Sein Sound ist allerdings ein ganz anderer. Wo Urheim von Idee zu Geistesblitz stolpert, setzt Sundstøls Musik und Spiel behutsam eine Pfote vor die andere, ungezwungen, aber nichts dem Zufall überlassend. Sofort lullen die sanften Akkordstriche des Titelstücks seines zweiten Albums »Langen Ro« ein, über die Wellen segeln Pedal-Steel-Schwingen, und wenn dann die (beachtliche) Karawane der Klangbegleiter aus dem Schatten tritt, ist man schon im Fjordtraumland. Da ziehen dann vorbei Erland Dahlen und seine »Blossom Bells«, der Bass von (Møster!-Mitglied) Nikolai Eilertsen und so einiges mehr (auch Elektronik), das sich auf dem ganzen Album in aller Sanftheit oft so unscheinbar hält, dass man es nur mit ganz bewusstem Ohr ausmacht. Sundstøl selbst spielt traditionelle norwegische Weisen (»Gråtarslaget«) mit der Shankar Guitar, Giorgio Moroders »Tony’s Theme« mit Pedal Steel (und umgekehrt), sowie eine National Duolian Resonatorgitarre als drittem Hauptinstrument; in exotischere Ecken seiner Sammlung führen Cümbüş oder Marxophon. Seine ganze Klangmeisterschaft entfaltet sich schließlich in »Røk«, einem angezerrten Solo für Pedal. Aber: So beeindruckend und erhaben »Florianer« von Patschuli-duftendem Blues zu Country-Lagerfeuer, zu Sternenhimmel und cinematischem Sonnenaufgang wandelt (worin Dahlen noch eine »Legokiste« als Instrument unterbringt): Man fürchtet, dass die getragenen, sich direkt als Filmthemen empfehlenden Melodien und Landschaftsbilder bald den Weg des Verderbens in TV-Doku-Soundtracks gehen werden, wie Garbarek und der halbe ECM-Katalog zuvor. Bedenkenlos zu Weihnachten der älteren Verwandtschaft schenkbar.
    - HHV Mag (DE)

  23. Man möchte es kaum glauben, aber der 1969 geborene norwegische Jazz-Gitarrist GEIR SUNDSTØL hat bereits auf mehr als 250 Alben anderer Musikerkollegen mitgewirkt. Denn wenn es um einen Gitarristen allererster Güteklasse aus Skandinavien (nicht nur) im Jazz-Bereich geht, ist Sundstøl die erste Adresse. So kann man ihn beispielsweise auch auf den Alben von A-HA, NILS PETTER MOLVAER, BEADY BELLE, HANNE HUKKELBERG und vielen Anderen hören. Und einer Legende nach hätte Sundstøls Musik angeblich die COEN-Film-Brüder dazu angeregt, ihren Gaear Grimsrud – einen schweigsamen Kriminellen – für ihren Film „Fargo“ in dieser Form zu erschaffen. Auf seinem aktuellen Solo-Album „Langen Ro“, auf dem Sundstøl sich diesmal umgekehrt von vielen Jazz-Kollegen begleiten lässt, stellt er nicht nur als Gitarrist, sondern auch Komponist eindeutig klar, warum er zu den besten seines Fachs gehört! Auch dass ihn der unter unserer Seite bereits hoch gelobte Keyboarder DAVID WALLUMRØD fast durchgängig an den Tasten begleitet, tut der gesamten Atmosphäre, die selbstverständlich viel Nordisches in sich trägt, unheimlich gut. Besonders die Pedal Steal Gitarre, welche die meisten von uns ja sicher mit der Country-Musik in Verbindung bringen, rückt auf „Langen Ro“ in den Mittelpunkt, ohne je wirklich den Eindruck zu vermitteln, wir würden auf diesem wunderschönen, sehr ruhigen, fast tiefen-entspannt wirkenden Album Country geboten bekommen. Oftmals kommen eher Erinnerungen an indische oder Welt-Musik auf, weil Sundstøl genauso oft wie die Pedal Steel auch seine Dobro und viele akustische Gitarren und auf „Tony‘s Theme“ – einer Komposition von GIORGIO MORODER – sowie „Gråtarslaget“ sogar eine SHANKAR-Gitarre spielt.
    Sein erstes Album „Furuland“ war dagegen deutlicher von Country- und Blues-Elementen bestimmt, die diesmal von weltmusikalischen verstärkt abgelöst werden. Selbst meine beiden Welpen reagieren ungewöhnlich auf die Musik, denn sie bleiben im Gegensatz zu anderen Alben, die ich so Tag für Tag bespreche, ganz ruhig und entspannt auf ihrem Kissen liegen und kuscheln sich aneinander statt wie wild rumzutoben. Ganz ähnlich wird es auch den Hörern von „Langen Ro“ ergehen, wenn sie nach einem hektischen Tag nachhause kommen und nach der richtigen Musik zum Zuhören, aber auch abschalten suchen. Mit diesem Album haben sie eine der besten Möglichkeiten auf der Suche nach ihrem inneren Frieden gefunden. FAZIT: Wer das Label Hubro immer nur mit sehr experimenteller, verspielter, typisch nordischer Free-Style-Jazz-Musik in Verbindung bringt, der bekommt hier ein wundervoll ruhiges, harmonisches, sehr weltmusikalisches, und zugleich ausgewogen-verträumtes Jazz-Album geboten, welches in gleicher Weise die hohen Ansprüche dieses Labels ohne jegliche Abstriche erfüllt. GEIR SUNDSTØL ist mit „Langen Ro“ ein kleines Meisterwerk modernen und zugleich melodiösen Jazz‘ gelungen!
    - Musikreviews 14/15 (DE)

  24. På HBO Nordic er der en ret fed westernserie, der hedder Hell on Wheels, hvor rapperen Common bl.a. har en markant rolle. En anden markant rolle i serien er en mean motherfucker, der kaldes The Swede. Det pudsige er at han slet ikke er svensker, men nordmand og har den tykkeste norske accent. Hvorfor skriver jeg nu om det? Jeg kommer til, at tænke på The Swede når jeg hører Geir Sundstøls nye udspil Langen Ro og specielt nummeret Gråtarslaget, hvor en filmisk western slideguitar mødes med norsk folkemusik. Det er meget billedrigt og effektfuldt og kunne have været The Swede’s signaturmelodi. Sidste år debuterede Geir Sundstøl med albummet Furuland efter, at have medvirket på over 260 albums som sideman. Han blev nomineret til den norske Grammy, Spellemansprisen for pladen. Sundstøl er kendt for at være en instrumentsamler og han samler ikke kun på instrumenterne. Han spiller også på dem. Han når på de fleste numre, at spille på 3-5 forskellige instrumenter: pedal steel, seks strenget bas, banjo, Moog Minitaur, pumpeorgel, National Duolian etc. Hvis du ikke ved hvad den sidste er for for en fætter, så prøv at lytte til nummeret Florianer, hvor den har en smuk hovedrolle. Den er også kendt som en dobroguitar. Langen Ro er et stemningsmættet og helstøbt album, hvor Sundstøl også har fundet plads til en flot coverversion af Giorgio Moroders Tony’s Theme fra filmen Scarface.
    - Jazznyt, Niels Overgård (DK)

  25. Wat een heerlijk album is Langen Ro weer geworden. Gitarist, multi-instrumentalist en instrumentenverzamelaar Geir Sundstol heeft in totaal aan meer dan tweehonderdzestig albums als sessiemuzikant (van A-Ha tot Nils Petter Molvaer) een bijdrage geleverd. Waanzinnig, zeker ook als je erbij rekent dat hij nog maar pas – vorig jaar – zijn solodebuut vierde. Daarmee trad hij voor het eerst uit de schaduw van zijn bekendere sidemen. Hij zag zich ervoor beloond met lovende reviews en een nominatie voor de Noorweegse Grammy (Spellemanspris heet het ginds). Grote moeilijkheid is dat dit alweer geen album is dat een miljoenenpubliek zal bereiken. Ten onrechte, want Sundstol levert met dit album een pracht van een prestatie. In tussentijd zit een muzikale wereld verborgen die zich in acht tracks aan de aandachtig luisterende muziekfan prijsgeeft. Sundstol zelf zocht en creëerde “underwater music”. Daaronder valt een sfeervolle muzikaliteit te verstaan die zich niet zo gemakkelijk laat beschrijven. Nu, de tracks werden zonder al te gek veel poespas opgenomen in St James Church in het centrum van Oslo. We stellen het ons zo al voor: Sundstol in een klein kerkje met een ontelbaar aantal muziekinstrumenten rond zich. Waarom een kerkje en geen studio, vraagt u zich misschien net als ons af. Het voor de hand liggende antwoord is: omwille van het erg warme geluid dat je niet in een studio voor elkaar krijgt. En zo komt het dat in de loop van enkele dagen Sundstol dit prachtwerkje voor elkaar kreeg. En dat heeft deels te maken met de nogal ijle ambientsfeer die rond het album hangt. Als geluidsingenieur vertrouwde hij Bard Ingebrigtsen. En ook al is het strikt genomen een soloalbum, toch kan Sundstol haast niet anders dan wat eersteklasmuzikanten op te trommelen, zoals onder meer keyboardist David Wallumrod (Spirit In The Dark, Needlepoint) en drummer Erland Dahlen (Nils Petter Molvaer) die ook al op voorgang Furuland te horen was. Daarnaast zijn er gastrolletjes voorzien voor Nikolai Eilertsen op bas (Moster, Elephant 9, Band Of Gold), drummer Martin Langlie, vioolspeler Erik Sollid (Valkyrien) en percussionist Martin Winstadt (Bernhoft). Zodat er alsnog een heel ensemble rond Sundstol te vinden is, ook al neemt die de leidende rol hier op zich. Het album heeft een erg organische en bovenal bijzondere warme klank. Te situeren ergens tussen instrumentale folk, impro en jazz. Acht kleine miniatuurtjes, kleine atmosferische klanklandschapjes die deel uitmaken van een erg fraai, naar cinema neigend geheel. En met een track als Tony’s Theme, waarop Sundstol iets te gek doet met de classic Moroder tune uit Scarface, besef je dat hier muziek van een hogere orde opduikt. Niet voor de hand liggend om de synths uit het origineel weg te denken, maar Sundstol en co slagen er meer dan degelijk in. Het geeft goed aan hoe deze bende een erg rijp en intelligent album in elkaar steekt, zonder zich er nadrukkelijk voor op de borst te willen slaan. Integendeel, de kans is best groot dat Sundstol en co heel timide blijven bij deze fantastische prestatie. De grootste sterkte is hier dan ook net het subtiele. . En dat uit zich ook in de erg sobere hoes die een waterrijk natuurlandschap toont. Meesterlijk, zoals onder meer blijkt uit Los waarbij Sundstol (op pedalsteel, zessnarige bas en Moog MiniTaur) en Wallumrod (klarinet, piano, gefluit) elkaars talenten verrijken. Overigens is het best te lovenswaardig dat Sundstol de vele instrumenten die hij verzamelt (o.a. National Duolian, Shankar Guitar, xylofoon, basdrum,..) ook bespeelt of op zijn minst leert bespelen. Maar ook volledig solo, zoals tijdens Rok en Baris weet hij indruk te maken. Langen Ro blinkt uit in een haast onevenaarbare, evocatieve kracht. Laat u dan ook probleemloos tot deze muzikale reis verleiden, want dit soort muziek is wat ons betreft tijdloos en verdient het bij uitstek om ten alle tijde gewaardeerd en geprezen te worden.
    - Written In Music, Philippe De Cleen (NL)

  26. Musicien de studio très demandé en Norvège, Geir Sundstrøl a décidé de passer sur le devant de la scène pour présenter sa musique. Il a enregistré ce disque (son second) dans une église d’Oslo en utilisant une multitude d’instruments et en s’entourant de quelques musiciens amis. Un univers musical basé sur la recherche d’ambiances très cinématographiques… Le disque idéal pour accompagner un documentaire sur les grands espaces sauvages ?
    - Culture Jazz (FR)

  27. Om gitarren dominerade tonspråket på filmmusiken-på-jakt-efter-en-film-debut-cd:n ”Furulund”, har Geir, i strävan att göra ”undervattensmusik”, som det sägs i pressmaterialet, tagit till mer syntar och elektronik som tar plats och förflyttar oss från Ry Cooder-ödsligheten till något mer Eno-ambient. Bedövande vackert är det, prominenta norska gästmusiker har lockats till Johanneskyrkan i centrala Oslo där inspelningarna genomfördes i ett gnistrande ljudrum, och ute på andra sidan cd:n är man en aningens aning bättre som människa. Och att det enda som inte är självskrivet av Sundstøl är ett filmmusiklån är givetvis helt i linje: Giorgio Moroders ”Tony’s Theme” från Scarface. En av höstens absolut vackraste skivor. Gån och köp.
    - Universum Noll (SE)

  28. Med en studiomusiker-CV som strekker seg over snart 30 år, og er vesentlig mer langen enn ro, er haldenser Geir Sundstøl “everywhere”. Likevel har han via sine to instrumentale soloplater bygget et eget musikalsk univers, der han selv spiller hele nitten instrumenter. Årets album, som følger opp fjorårets solodebut “Furulund”, perfeksjonerer det dvelende og meditative til 35 minutter med musikalsk balsam for en tid der den digitale klokka ellers tikker ubønnhørlig. Musikk for musikkens skyld.
    - Klassekampen, Tom Skjeklesæther (Årets beste norske 2016)

  29. Geir Sundstøl er en mann du mest sannsynlig har sett eller hørt, men kanskje ikke vet navnet på. Som en av landets dyktigste musikere har han bidratt på hundrevis av utgivelser og vært et hemmelig våpen i mange liveband. Det er ikke uten grunn at han har blitt omtalt som ”Norges mest brukte gitarist”.
    Dette er ikke første gangen multiinstrumentalist-geniet gir ut soloplate, men på Langen Ro kommer virkelig ”bakmannen” frem i lyset. Er det jazz? Er det post-country? Ambient? Det er vanskelig å sette i bås, men over åtte låter blir man tatt med inn i en unik, vakker og utforskende verden av lyd.
    - Gaffa.no – Årets beste album 2016 nr 32

  30. Albumet er spilt inn i Jakob kirke, og den naturlige roen som ligger i kirkerommet er fint overført til låtene. Sundstøl holder det behagelig dempet hele veien, og viser at han står godt på (nesten helt) egne musikkbein.
    - Deichman anbefaler: Årets album 2016

  31. So sad, so haunting. The sliding notes, gently picked, cascade and ripple through the still air, reverb coating them in a vaporous mist. Somewhere between classical and country, the title track opens the album in a quietly moving style: pedal steel, banjo and musical saw all combine to create an air of melancholy, evocative of dappled light, and touched at the edges with a vague nostalgia. A slow, sedate swell gradually builds, a looping motif channelling a lilting, mesmeric melody. Lonesome country vibes drift across the desertscape of ‘Gråtarslaget, but it’s tinged with a hint of eastern mysticism. It’s an intriguing juxtaposition. Rolling piano and slow marching drums drift through the slowcore country meandering of ‘Florianer’, which in turn trickles down into the woozy warp of ‘Røk’.
    - Aural Aggrivation

  32. Bien que cela ne soit pas forcément le style musical auquel ces pages se confrontent le plus souvent, il peut être intéressant, de temps à autre, de se pencher sur un disque blues-folk. La publication du second album solo de Geir Sundstøl sur Hubro nous en donne ainsi l’occasion puisque le musicien s’est lancé dans une carrière personnelle, après tant de participations sur tant de disques d’amis. Adepte de la guitare pedal steel, le Norvégien profite de ces incartades en solitaire pour travailler autour des sonorités issues de cet instrument, conjugué à d’autres participations d’invités. C’est ainsi qu’il sollicite principalement des percussions et synthétiseurs afin de constituer des ensembles aux consonances souvent orientalisantes ou psyché. L’aspect métallique des guitares resonator ou duolian tirent en effet les morceaux vers ces terres, à l’image du Tony’s Theme (reprise du thème de Scarface composé par Giorgio Moroder) qui y perd en éléments historiquement marqués mais y gagne en lascivité. Ce caractère lascif, relayé par les frappes au balai de Martin Langlie, donne une dimension immédiatement appréciable à certains morceaux, dont on a parfois même l’impression de reconnaître la mélodie alors qu’on les écoute en réalité pour la première fois (Florianer ou Bek). Enregistré dans une église d’Oslo, l’album bénéficie évidemment de cette très belle acoustique, donnant une ampleur supplémentaire (surtout sur la seconde moitié du disque) à des morceaux dans lesquels les six-cordes jouaient déjà sur leur réverbération et la profondeur de leur caisse.
    - Etherreal (FR)

  33. Abbiamo imparato a conoscere il talento del musicista norvegese Geir Sundstøl attraverso una miriade di collaborazioni in questi anni, la più recente nell’entusiasmante ultimo album del trombettista Nils Petter Moelver. Da quel progetto arriva anche il batterista Erland Dahlen (Madrugada), che insieme al tastierista David Wallumrod (Spirit in the Dark, Needlepoint) e al bassista Nikolai Eilertsen (Elephant 9, Band of Gold) formano l’ossatura di questo “Langen Ro”, secondo album in proprio dopo l’esordio “Furulund” di qualche anno fa.
    Registrato al centro di Oslo nella magnifica acustica della chiesa di St James, “Langen Ro” é un magnifico affresco paesaggistico del grande nord, appena screziato talvolta da influenze indiane come nella melodia popolare Gratarslaget o altre volte dal suono degli Appalachi americani come nell’onirica bellezza di Los. Le sonorità cooderiane della rilettura di Tony’s Theme, classico di Giorgio Moroder tratto dalla colonna sonora di Scarface o l’incedere minimale della title track sono solo alcuni dei momenti più intensi di un disco fortemente evocativo e cinematografico, dove ogni arrangiamento é essenziale a completare le linee tracciate dalla Pedal Steel di Geir Sundstøl. Senza mai perdere di vista la componente melodica, si rimane ammaliati da una miriade di strumenti (Campane tubolari, Xilophoni, Timpani, Cimbali, Moog, Snare drum, banjo, Cowbells…) utili ad arricchire la geografia musicale di questo “Langen Ro”, viaggiando in terre misteriose (Florianer) o come per i riverberi organistici di Baris spostando l’obbiettivo verso una sorta di Kosmiche music del nostro tempo. Quella di Geir Sundstol é musica che sfugge alle semplici definizioni di genere, facendo del Folk, del Jazz e dell’Ambient solo un punto di partenza per un’esplorazione più ampia e personale in grado di trasformare ogni ascolto in una nuova esperienza sensoriale, un invito all’immaginazione attiva e cosa spesso non comune, sapendo emozionare.
    - Argonauta Magazine (IT)

  34. Neben der klassischen Akustikgitarre stechen auf Geir Sundstøls »Langen Ro« (Hubro Music/Broken Silence) Lapsteel- und Dobro-Gitarren hervor. Beinahe kitschig klingen die sacht von einer Rhythmusachse begleiteten Kurzepen des multifunktionalen Gitarristen, der schon Sideman von A-ha über Nils Petter Molvaer bis Beady Belle war. Und doch verfügen die Titel wie »Los«, »Florianer« oder »Bek« tragenden Instrumentals über eine Tiefe wie Ry-Cooder-Soundtracks, nur dass auf diesem Album wohl auch nordische Landschaften und Sitarmusik aus Indien Inspiration geliefert haben könnten.
    - Skug (AT)